Ikke-kategoriseret

Det sunde liv er svært

I weekenden besluttede min kæreste og jeg os for, at vi skulle til at leve lidt sundere. En form for forebyggende slankekur, blev vi enige om. Så vi undgår pludselig at vågne op en dag om 5 år, et par hundrede kilo tungere. Vi blev enige om, at et par kilo bland-selv slik og et par sække kartoffelchips hver eneste weekend, nok ikke var en særlig holdbar kostpyramide, hvis vi så lidt ud i fremtiden.

Som så mange gange før, med den her slags slanke og sundhedskure, så gik det godt det første døgn til halvandet. Jeg undgik alt det usunde som en muslim undgår flæskesvær.

Det gik skide godt. Lige indtil den første reklame for en vildt lækker bruger blev vist på mit TV. Jeg havde styr på kuren lige indtil jeg opdagede mine yndlings chips på tilbud i Fakta. Jeg formåede at ignorere min lyst til hindbærsnitter lige indtil jeg fik øje på en kæmpe reklame for bakeoff i Netto, da jeg ventede på bussen.

Lige præcis dét, tror jeg er en af grundene til, at omkring halvdelen af alle danskere er overvægtige i dag. Fordi vi bliver bombarderet med lækkerier, som er dårlige for vores helbred, vores sundhed og vores vægt.

Er du klar over hvor svært det er, at skulle handle i Fakta, når du på det sidste stykke op mod kassen, med en kurv fyldt med broccoli og spinat, skal tage de tunge skridt igennem slik afdelingen? Man bliver mødt af så mange fristelser, når man egentlig bare vil betale for sin Iceberg salat.

Der er jo ikke noget at sige til, at så mange af os er overvægtige, når vi hele tiden bliver eksponeret for sukker, fedt og andet usundt. I tv, i reklamer og når jeg er ude og handle ind.

I Danmark må man ikke reklamere for tobak eller dildoer i TV. Hvorfor får vi ikke samme forbud imod alt det usunde? Hvorfor ikke et forbud mod reklamer for Spangsberg flødeboller og tasty cheese på McDonalds?
– Nu ved jeg godt hvad du tænker. Det er den enkeltes ansvar at sige fra og takke pænt nej tak, når der bliver serveret kage. Det skal den danske stat da ikke blande sig i.
Normalt er jeg faktisk også selv meget liberal i min tilgang til ting, men lige i det her tilfælde måtte staten faktisk meget gerne blande sig.
Mest fordi jeg er så svag…. Min ryggrad er som en regnorms. Blød som flødeskummet i en Othello-lagkage. Jeg kan simpelthen ikke selv finde ud af at sige nej tak til chips med dip og matador mix.
Så et forbud ville være rart, tak! Simpelthen fordi jeg er for vattet til at følge de kostråd vægtvogterne giver mig, når der er 4 mælkesnitter for en 10’er nede i brugsen.

 

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar